Klueshof

Klueshof er en mindre privat stald, som ligger i naturskønne omgivelser lige uden for Flensborg cirka to kilometer fra den dansk-tyske grænse. Stedet råder over en nyopført staldbygning med 11 store lyse bokse med oplukkelige vinduer, samt en lys og indbydende 20x60 ridehal, som udelukkende benyttes til uddannelse af stedets dressurheste. Desuden arbejdes der i øjeblikket på at anlægge en udendørs ridebane, som forventes at være færdig i løbet af efteråret.

Til stedet hører cirka 22 ha jord, som primært består af græsfolde, engarealer og skov.

Vi overtog stedet i 1999 og har siden arbejdet på at restaurere hovedbygningen og udbygge stedet, så det i dag danner de bedst tænkelige rammer for uddannelse af dressurheste.

På Klueshof bruger vi kun foder af bedste kvalitet. Fodertype samt mængde afstemmes efter den enkelte hests alder og træningsintensitet. Hestene fodres fire gange om dagen, og der tildeles rigeligt med hø/wrap. Desuden lægges der vægt på, at hestene uanset alder og træningsniveau har meget menneskelig kontakt og dagligt er i hænder. Samt at hestene kommer på græsfold og får ”lidt luft i næseborene”.